Kingo Recycling styrker ledelsen i et marked med skærpede krav

Kingo Recycling A/S ansætter Søren Bro som ny CEO pr. 1. januar 2026. Med solid erfaring fra teknisk komplekse virksomheder og et klart kommercielt fokus skal han styrke virksomhedens drift, markedsposition og rolle i et genanvendelsesmarked præget af øget regulering.

Ny CEO skal styrke Kingo Recyclings grønne position i et marked, der er sat under en lup
Kingo Recycling har pr. 1. januar 2026 ansat Søren Bro som ny CEO. Ansættelsen sker i en tid, hvor branchen for genanvendelse er under forandring, og hvor kravene til dokumentation, compliance og ansvarlighed aldrig har været højere – en forandring Kingo Recycling byder velkommen.

Virksomheden har de seneste år opbygget en platform med volumenløsninger indenfor jordhåndtering samt bygge-, anlægs- og industriaffald, der adresserer centrale udfordringer i affalds- og genanvendelsesbranchen. Næste skridt er at styrke den kommercielle gennemslagskraft og sikre, at løsningerne i endnu højere grad bliver anvendt i markedet.

“Når vi, under den grønne dagsordens fane, har udviklet ansvarlige løsninger, er det afgørende, at flere tager dem i brug, så vi opnår størst impact med dem. Det kræver en direktør med stærk forretningsforståelse og evnen til at omsætte kvalitet og compliance til reel værdi for kunderne,” siger bestyrelsesformand Thor Jespersen.

Et marked med øget opmærksomhed og skærpede forventninger

Genanvendelses- og affaldsmarkedet er i de senere år blevet negativt udstillet igennem en række omfangsrige situationer, som pressen har berettet bredt om. Samtidig stiller myndigheder, kommuner og kunder stadig større krav til sporbarhed, korrekt sortering og gennemsigtighed i hele værdikæden.

“Der er brug for aktører, der kan vise, hvordan genanvendelse kan drives ordentligt og professionelt. Vi ser derfor meget positivt på, at der er spotlight på branchen. Compliance og transparens er ikke en byrde, men en forudsætning for at skabe tillid og langsigtet forretning,” siger Thor Jespersen.

Fokus på kunder, værdikæder og vækst

Søren Bro har en ledelsesbaggrund fra teknisk komplekse virksomheder. Han har blandt andet haft ledende roller i Grundfos og senest i Verdo, hvor han har arbejdet med forretningsudvikling og haft ansvar for turnaround og forandringsledelse i Verdo Teknik.
Hans erfaring spænder fra strategisk udvikling til operationel eksekvering – med fokus på struktur, digitalisering og sammenhæng i værdikæden.

“Kingo Recycling har en stærk platform og et godt udgangspunkt for videre udvikling. Der er allerede investeret meget i løsninger, kompetencer og kapacitet. Min opgave bliver at sikre en stærk og effektiv drift – og samtidig videreudvikle forretningen, så vi når ud til flere kunder og får endnu mere effekt af de løsninger, vi allerede har,” siger Søren Bro.

Ambitioner for både forretning og miljø

Ifølge Søren Bro hænger kommerciel udvikling og den grønne dagsorden tæt sammen i Kingo Recycling.

“Vi ser frem mod at kunne understøtte høje ESG-forventninger hos vores partnere, og det forudsætter, at vi øger både forretningens styrke og den positive effekt på miljøet, som vores løsninger skaber.  Det er den balance, jeg ser frem til at arbejde med,” siger han.